|
Lille hund med stor personlighed mangler en ny mor og far 19. september 2010
Modtaget fra Omplaceringshund.dk:
Eddie er en dejlig, kærlig men også krævende lille dværgpinscher på 2 ½ år (3 til december). Jeg har haft ham siden han var 8 uger gammel, men nu skal Ed til et nyt kærligt og stabilt hjem, da jeg flytter til Spanien til november og generelt ikke kan tilbyde ham alt det, som han både behøver men lige så meget fortjener.

Eddie er definitionen på en stor hund i en lille krop. Han elsker at være ude i naturen og er så godt som utrættelig, men fanger man ham under dynen kan han ligge der dagen lang. Han elsker at få lov til at ligge tæt op ad en om natten eller i sofaen, men så snart man tager snoren frem er han sprængfyldt af energi.
Han har, som de fleste dværgpinschere, en særdeles stor personlighed. Han har – sammen med mig – haft svært ved at møde nye mennesker, da han bliver nervøs/bange, hvilket resulterer i, at han gør meget af fremmede og derved fremstår som værende meget aggressiv overfor dem, der ikke kender til hunde. Han har også tidligere snappet efter buksebenet på dem, der ikke tog særlige hensyn til ham. Man skal derfor have tålmodigheden til at træne med ham på dette område. Når han først lærer folk at kende og føler sig tryg ved dem er han så kærlig og hengiven overfor dem, at han piver af glæde, når de kommer forbi.
Han kan også blive nervøs i mødet med nye hunde (hvis de begge er iført snor), så Eddies nye mor og far skal have nok kendskab til hunde og/eller kærlighed og tålmodighed til at vise ham, at han er tryg. Når det er sagt, så elsker han at være sammen med andre hunde, og har været det siden han var hvalp. Der har dog aldrig været problemer, når han ikke har sin snor på, så er det bare dejligt, hvis han møder en, der gider at løbe rundt med ham på stranden eller i skoven (han er særdeles hurtig, så de færreste små hunde har kunnet følge med ham, når han først sætter i løb). Han elsker at lege med andre hunde og ligger også tit og putter med mine forældres to hunde, der dog er for gamle til at følge med hans aktivitetsniveau. Han er ikke vant til at omgås andre dyr end hunde.
Han har gået til hvalpetræning, og er dygtig til indkald, at blive og at sidde. Men desværre ikke når der er andet, der er mere spændende for ham (som f.eks. duften af en anden hund). Til gengæld er han meget madglad og glad for at lære/træne, så med den rigtige ejer er der mulighed for at lære ham alt tror jeg.
Han er ikke vant til børn, og bliver nemt bange for dem.
Hans helbred er perfekt, og han er kastreret.
Eddie har potentialet til at blive den perfekte hund sammen med de rigtige ejere. Han trænger til at være ved nogen, der kan træne med ham og være de naturlige ledere, så han kan slappe mere af og nyde livet. Mit gæt er, at han har følt, at han skulle passe på mig, da vi altid har været alene sammen, og derfor ville det være godt for ham at komme til et par, så han både har mandlig og kvindelig selskab. Han har været så glad de gange, hvor jeg har haft en kæreste, og der har været en mand til at tumle med ham, og generelt er han rigtigt glad for store, rolige mænd, som han automatisk finder mere ro ved end dem, der bliver bange, når han gør sig stor og gør af dem.
Eddie kræver kærlighed, tålmodighed og masser af positiv opmærksomhed. Derudover er det vigtigt, at Eddie kan komme ud i naturen dagligt. Han er den kærligste, sjoveste, mest trofaste lille hund man kan ønske sig, og vil elske dig for evigt.
Eddie befinder sig i 8450 Hammel.
Kontakt til ejer via mail:
Malene Jensen malenefraeer@hotmail.com
Eller til:
Karsten Malmstrøm fra Omplaceringshund.dk, som kan hjælpe ny familie i gang, hvis det måtte være nødvendigt.
mail@omplaceringshund.dk

|